Transkønnede børn mistrives i de danske folkeskoler. Lærerne står magtesløse på sidelinjen uden redskaber til at hjælpe en gruppe af elever, der i den grad har brug for hjælp.
Af Maria Overgaard og Nickie Karlsen
Liam smider sin taske på bænken i drengenes tomme omklædningsrum. På den anden side af døren udspiller begyndelsen på 6. klasses idrætstime sig i form af glade hyl og lyden af løbende børnefødder mod det slidte halgulv. I et ryk hiver Liam bluse og bukser af og skynder sig at trække i sportstøjet, så han kan komme ud til sine kammerater.
Skolen har tildelt Liam sit eget omklædningsrum, så han kan klæde om for sig selv. Liam Aslan er 12 år gammel, og selvom han både ligner og føler sig som en dreng, er han født i en pigekrop.
Inde i drengenes omklædningsrum kan Liam være sig selv, men da han for få år siden gik på en skole, hvor de ikke accepterede ham som Liam, så tilværelsen både svær og dyster ud.
LGBT+ rapporten, kort forklaret. Video af Maria Overgaard og Nickie Karlsen
Mobning, ensomhed og selvmordstanker
Liam er langt fra det eneste transkønnede barn, der har haft det svært. Faktisk mistrives transkønnede børn i høj grad i grundskolen. Det viser en rapport fra LGBT+ Danmark.
Liam har gået på tre skoler. Især på den første var mobningen voldsom. Liam er blot en ud af mange. Mere end 9 ud af 10 LGBT+ elever har oplevet chikane i grundskolen.
Jeg bliver bange for, at folk ikke vil acceptere mig, hvis jeg møder nogle nye. For eksempel ved at holde mig ude, kigge mærkeligt på mig eller ikke gide snakke med mig, fordi jeg bare ikke er normal.
Liam Aslan
Da Liam gik på sin gamle skole, var han i en periode så ked af det, at han overvejede at opgive livet. Han hører til størstedelen af gruppen af LGBT+ elever i grundskolen, hvor mere end halvdelen har haft selvmordstanker.
“Jeg bliver bange for, at folk ikke vil acceptere mig, hvis jeg møder nogle nye. For eksempel ved at holde mig ude, kigge mærkeligt på mig eller ikke gide snakke med mig, fordi jeg bare ikke er normal,” siger Liam.
De høje tal for mistrivsel blandt LGBT+ elever kan sociolog Morten Emmerik Wøldike bekræfte. Han er leder af Institut for Menneskerettigheders arbejde med køn og LGBT+.
Store faglige og personlige konsekvenser
Ensomhed og mistrivsel er noget af det mest truende, børn og unge kan opleve i alderen 6-18 år. Det forklarer Marianna Horsholm, børnepsykolog ved PPR i Silkeborg.
“Hvis børn bliver isoleret, går det ud over deres identitetsdannelse. Det kan blive rigtigt svært at finde ud af, hvem de selv er, for det er noget de finder ud af ved at spejle sig i andre. Derfor bliver ensomheden som transkønnet barn i grundskolen særlig svær.”
Folkeskolen er ikke kun et sted, hvor børn lærer sig selv at kende. Det er også her, børn skal klædes fagligt på.
“Trivsel og især tryghed er en forudsætning for at kunne lære nyt, så når børn ikke har det godt, får de også dårligere faglige vilkår,” siger Marianna Horsholm.
Når børn mistrives i folkeskolen, kan det altså både få store personlige konsekvenser, men det betyder også, at de risikerer at gå ud af skolen uden at have lært det, de skal.
Trivsel og især tryghed er en forudsætning for at kunne lære nyt, så når børn ikke har det godt, får de også dårligere faglige vilkår.
Marianna Horsholm
Ifølge Morten Emmerik Wøldike skal skolerne have hænderne dybt ned i redskabskassen, hvis børn som Liam skal have lov til at være Liam. Cpr-numre, kønsopdelte aktiviteter og manglende oplysning hos lærerne er blandt de ting, skolerne må kigge på, hvis de skal hjælpe transkønnede elever.
Pigerne til højre, drengene til venstre
De fleste kan nikke genkendende til at være blevet opdelt efter køn i deres folkeskoletid: Drengene stiller sig op i én række. Pigerne i den anden. Nu kan læreren begynde at inddele to hold.
For de fleste børn er det en uproblematisk måde at starte timen på, men for et transkønnet barn kan det gøre ondt.
Folkeskolen er generelt kønnet, og ifølge Morten Emmerik Wøldike er det i sig selv en hæmsko for, at transkønnede børn føler sig inkluderet:
“Der er desværre en udbredt tendens til, at at man bevidst og ubevidst organiserer skolen ud fra en binær opfattelse af køn. Jeg taler ikke for, at køn helt skal opløses. Men det er en opdeling, hvor transkønnede børn kan komme i klemme.”
En løsning kunne være, at man i højere grad deler børn op efter interesse eller andre pædagogiske principper. Det mener Helge Sune Nymand, som er forperson for Foreningen til Støtte for Transkønnede Børn. Foreningen til Støtte for Transkønnede Børn arbejder med at skabe netværk, rådgive og oplyse personer omkring transkønnede børn.
“For eksempel kunne man inddele efter, hvem der foretrækker at arbejde i fred og ro, og hvem der foretrækker at lege læring ind. Vi anbefaler, at man prøver at lave nogle grupperinger og opdelinger, der er relevante for den årsag, der er til, at man deler børnene op,” siger Helge Sune Nymand.
“Det var virkelig sejt at blive kaldt Liam”
Også skolernes it-systemer er organiseret ud fra køn, og det kan give problemer for transkønnede børn, har skoleleder Hanne Bjerre erfaret.
Efter få uger, hvor han blev kaldt Liam, forsvandt al den indre uro, han havde. Det var som om, det var den sidste del, der skulle til, for at han kunne acceptere sig selv.
Afsaneh Thams
“Børnene er koblet op på på deres cpr-numre, så hvis du slutter på et lige cpr-nummer, så er du en pige. Det er ikke hensigtsmæssigt, at barnet hver dag bliver mindet om sit biologiske køn.”
Skolerne kan ikke selv ændre børnenes navne i deres interne systemer. Derfor er det ikke kun på Hanne Bjerres skole, de støder på denne helt lavpraktiske udfordring. De interne systemer er landsdækkende og anvendes af de fleste danske folkeskoler.
For Liam ændrede meget sig, da han endegyldigt skiftede sit pigenavn ud med Liam:
“Efter få uger, hvor han blev kaldt Liam, forsvandt al den indre uro, han havde. Det var som om, det var den sidste del, der skulle til, for at han kunne acceptere sig selv,“ siger Liams mor, Afsaneh Thams.
Ved siden af nikker Liam, der godt kan huske, hvordan det føltes, da skolen begyndte at råbe hans drengenavn op:
“Det var virkelig sejt at blive kaldt Liam.”
Dilemma mellem de få og de mange
Midt i dilemmaerne står skolernes personale.
“Det har selvfølgelig været svært at træffe de bedste beslutninger for alle. Vi er meget opmærksomme på, at de her børn er i en sårbar situation. Det, der ligger alle på sinde, er, at vi gerne vil gøre det godt for børnene,” siger skoleleder Hanne Bjerre.
Det er et evigt dilemma mellem individ og fællesskab.
Hanne Bjerre
Skolen forsøger at løse udfordringerne løbende i samarbejde med familien. Men skolelederen kunne have ønsket sig bedre oplysning og flere ligesindede.
“Vi har ikke nødvendigvis fundet langsigtede løsninger. Det kunne være super fint, at dem, der er tæt på og har børnene, kunne få noget sparring,” siger Hanne Bjerre.
Morten Emmerik Wøldike mener dog, at skolerne og lærernes kompetencer og redskaber til at inkludere LGBT+-elever bør sikres gennem uddannelse og efteruddannelse.
Selvom skoleleder Hanne Bjerre gerne vil hjælpe transkønnede elever så godt som muligt, mener hun, at det bliver et spørgsmål om ressourcer:
“Det er et evigt dilemma mellem individ og fællesskab, og vi har simpelthen ikke ressourcer til at sende alle vores lærere på en så specifik efteruddannelse.”
Hvor skal lærerne gå hen?
Danmarks Lærerforening mener heller ikke, at målrettet efteruddannelse af lærere er vejen frem.
“Man kan være lærer et helt liv uden at få en transkønnet elev i sin klasse. Det handler om at sikre, at lærerne har et netværk at søge i, når de står med et barn, der har brug for hjælp,” siger Jeanette Hansen, uddannelsespolitisk konsulent for Danmarks Lærerforening.
Jeanette Hansen kender dog ikke til sådanne netværk, hvor lærere kan få den hjælp, de behøver.
Nedprioritering er diskrimination
Ifølge Morten Emmerik Wøldike kan man ikke gøre det op som et spørgsmål mellem individ og ressourcer:
“Det vil være problematisk at sige, at man ikke kan tage hensyn til transkønnede børn, fordi det er en meget lille gruppe. Transkønnede børn er lovgivningsmæssigt beskyttet mod diskrimination, så skolen kan ikke sige, at den ikke kan rumme de her elever, for det skal den kunne.”
Transkønnede børn er lovgivningsmæssigt beskyttet mod diskrimination, så skolen kan ikke sige, at den ikke kan rumme de her elever, for det skal den kunne.
Morten Emmerik Wøldike
Liam har fået lov til at være Liam
Transkønnede børn mistrives. Mistrivslen er høj og problemet bliver større i fremtiden. Men i virkeligheden behøver løsningen, ifølge Foreningen til Støtte for Transkønnede Børn, ikke være så kompliceret.
“Den gode nyhed er, at det, der virker, er det, der også virker med alt andet på børne- og ungeområdet – nemlig at lade børn være sig selv på lige præcis den måde, de er, og respektere det. Man ville jo aldrig sige til en person, der mangler en arm: ‘Så må du gro en ud,’ eller ‘det der må du vente med, til du bliver 18.’ Man ville tage hensyn,” siger Helge Sune Nymand.
Man ville jo aldrig sige til en person, der mangler en arm: ‘Så må du gro en ud,’ eller ‘det der må du vente med, til du bliver 18.’ Man ville tage hensyn.
Helge Sune Nymand
Det meste af tiden er mobning, ensomhed og selvmordstanker fortid for Liam. Fremtiden bringer bekymringer om pubertet, hormonbehandling og alt det, der følger med at blive voksen som transkønnet. Men det allervigtigste for Liam er, at han får lov til at være Liam:
“I klassen kan de være sammen med mig uden at overveje, om jeg er en dreng eller pige. For dem er jeg en fuld dreng. De ser mig kun som det. Det er virkelig fedt endelig at have en klasse, som accepterer mig.”
